Så har Helle (Blomsterhatten) og jeg været på tur igen.
Vi har brugt hele dagen på Kegnæs og Als, hvor vi har set 2 vidunderlige rosenhaver.
Her er vi hos Ejnar Jørgensen på Kegnæs. Han kan noget helt særligt med roser.
Her har han bundet sin klatrerose "Uetersen Klosterrose" ned til sin rosenbue. Her fra skyder rosen mange ekstra skud, fordi nedbindingen/nedkrogningen aktiverer det enzym, som får rosen til at danne skud fra alle grenenes "øjne", fremfor kun at danne et blomstrende skud øverst oppe på grenens spids.
Det giver blomster for enden af alle skudene, fordi de nu er det øverste punkt på rosen. Når rosen er afblomstret, klipper han alle skudene ned til lige over det nederste øje, på de nye skud. Så kommer der nye skud fra hver tap, og denne gang vil rosen jo så forgrene sig, så der bliver endnu flere blomster til næste år. Året efter klipper han ned til nederste øje på den nye kvist. På samme måde året efter igen, hvor der så vil være endnu flere nye kviste på hver gren.
Hvert fjerde år bliver hele grenen så klippet ned hvert efterår, i starten af november, så han hele tiden forynger sine roser.
Ejnar har selv svejset espalier og rosenbuer, eller lange rosenturneller kombineret med espalier.
(I bunden af billedet er det et lille cafébord).
Det koster ikke mange basører, at lave buer og espaliere på den måde, siger Ejnar, men det kræver jo selvfølgelig, at man har et svejseapperat til rådighed, og mod på at bruge det.
........ Det fik Helle og jeg lige lavet en aftale med Helles lillebror om, da vi var undervejs hjem. Så når haven er i lavsæson, kaster vi os ud på dybt vand, og gør et forsøg.
Ejnar har selv snedkereret det fine skilt. Her inde bor Ingrid Bergman, Astrid Lindgren og mange andre kendte nemlig...... eller roserne opkaldt efter de kendte gør i hvert fald.
Ejnar er en mand med enormt meget humor. Det er nemlig en sprudlende og sjov mand vi er på besøg hos. Sidst vi var sammen, blev jeg drillet hele tiden og måtte i den grad finde den kække, rapkæftede version af mig selv frem, for at give godt og grundigt igen. Herligt! :-) Så da vi skulle hjem, måtte jeg love, at jeg ville opføre mig ordentligt, og endelig ikke gøre noget, som han ikke kunne have fundet på! Det var vist nemt nok at love! Frie tøjler tror jeg på.
I foråret var vi nemlig til rosenseminar, med rosenselskabet i Hejls, hvor Ejnar holdt et oplæg om hans meget anderledes måde, at gøre tingene på. Han er autodidakt rosenentussiast, og han har prøvet sig frem, og gjort sig sine egne erfaringer, og ikke holdt sig til specifikke opskrifter læst i en bog. Faktisk fik jeg indtryk af, at han aldrig har læst en eneste, men simpelthen gjort sig sine egne erfaringer. Og netop derfor tænker han jo så helt anderledes, end det vi andre er blevet vandt til.
Nå, men med hensyn til hans humor, så var vi jo ikke engang kommet helt ud af bilen endnu, før jeg blev spurgt, om jeg nu havde holdt vores aftale fra sidst.
Vi fik ikke svar, når vi spurgte til hvad de skønne roser hedder, næh nej, vi skulle først gætte..... begge to. Heldigvis var vi da nogenlunde på hjemmebane, og det var jo også forskelligt hvilke roser vi hver især kunne, så sammen var vi relativt stærke i det.
Et skilt mere. Her bor de vilde roser, altså arterne.
Her får I også et glimt af Ejnar, sammen med Helle.
Helle har arvet min jakke, som er blevet alt for stor. Den var helt ny, for jeg købte den sidste sommer. Nu er den også ved at blive for stor til Helle, jo jo, det går bare godt for os. :-)
Den hvide rose hedder Asperin, (sikke dog et navn hva!) og den mørk pink/margenta hedder Askot.
Roserne klædte hinanden rigtig flot. De delte hovedrollen mellem hinanden, uden en af dem dominerede. Hovederne var nogenlunde lige store og lige fyldte.
De stod her i den inderste ring, nærmest bænken. Hver række roser, var en bestemt type roser.
De yderste ringe var nyanlagte.
Den lyseblå bænk står som centrum for cirklerne.
Der findes en rose, der hedder Marie Hyldbjerggård. Den er Anton/JAS Roser ved at opformere.
Det er en rose, som Ejnars oldemor har plantet i haven, og som han ikke har kunnet finde ud af hvilken rose det er.
Her til højre i billedet er det dog Ghita Renæssance.
Allerede ude fra vejen kan man se, at denne have er noget helt særligt.
Den lyserøde rose er Raubritter.
Den mørke rose var jeg helt sikker på Ejnar kaldte for Steinfart, men det kan Google ikke forstå, så jeg må have hørt forkert?!
Den var ellers meget smuk..... men svær at fotografere i høj solskinsvejr.
Der var roser alle vejne. De høje træer var også pyntet i sit fineste sommerdres, med blomstrende roser (og måske også klematis) i dem alle.
Her er det Alexandre Girault.
James Galway har lange, ranke ben. Den stod flot..... højt hævet over den beplantning der var under den i form af buskroser.
Spirit Of Freedom.
Havens mest benyttede redekasse. Fuglene foretrækker simpelthen denne vandkedel, fremfor redekasserne af træ.
Terrasse med pavilion over. Her sidder man midt i alle roser og stauder, med et godt udsyn over haven.
Ejnar er mester i at nedkroge sine roser. Han nedkroger sine roser istedet for at beskære dem. Han mener en beskæring i foråret, efter roserne er begyndt at skyde, stresser planten. Her udnytter han istedet rosernes natur.
Det øverste punkt på rosen danner et enzym, som får rosen til at skyde blomsterbærende skud. Når man nedkroger sine roser, bliver hele grenens længde jo til det øverste punkt. Så danner rosen det pågældende enzym, og frem gror der blomsterbærende skud, fra alle de sovende øjne.
Alle de lodrette skud man kan se herover, har således båret/bærer blomster.
Når rosen er afblomstret, beskærer Ejnar den ned til det nederste øje på hvert af de nye skud. Så forgrener rosen sig herfra og får således endnu flere blomster. Når disse er afblomstret beskæres de nyeste skud - igen ned til nederste øje. Dette fortsætter indtil grenen er afblomstret det 4. år, hvor hele grenen beskæres helt tilbage.
Opstammet Super Exelca.
Parade.
Den er næsten stedseblomstrende.
ALZheimers......... Ha ha. Igen et eksempel på Ejnars humor.
(Han bor jo på Als, og han har glemt den smukke roses navn)!
My Queen
Det er jo nærmest en umulighed, at fange de rødlige nuancer i højt solskinsvejr, men her er det Pomponella, som er en floribundarose fra Kordes. Den ligner Raubritter helt vildt meget, men er meget dybere pink. Den er nærmest stedseblomstrende, og ekstremt sund. Den bliver ikke helt så stor, som Raubritter kan blive. En meget smuk rose, som jeg vil på jagt efter.
Endnu en hjemmesvejset bue....
Med mange fine krummelurer og en Fransk lilje i toppen.
Også en hjemmesmedet obelix med en Fransk lilje i toppen. Den franske lilje er købt på nettet fra et sted i Ålborg. Jeg fik ikke ordentligt fat i hvordan det hang sammen. Læser du med her Helle Blomsterhat, så må du gerne lige byde ind.
Her har roserne i obelixen fået fotograferet deres ben. For her vil jeg også fortælle, at Ejnar klipper de ældste grene, helt ned til jorden, når grenene er 4 år gamle.
Indgangen fra indkørslen til haven, prydes af Albertine. Den remonterer normalt ikke, men det har Ejnars rose aldrig hørt om, så det gør den hos ham..... Desværre kom han til at stå og fortælle os om det, mens rosen hørte det, så vi må håbe, at rosen er helt døv!!!
Albertine fortsætter op af taget, hvor Ejnar har givet den noget rionet som støtte.
Det var en stor oplevelse, at besøge Ejnar, og jeg blev også så meget klogere, at jeg er begyndt, at klippe mine Rose de Rescht helt i bund, hele vejen rundt om min bålterrasse. Det gør jeg, fordi den hvert år får så meget stråleplet, at bladene bliver kulsorte. Intet grønt er at se. Så smider den bladene og skyder nye, meget flotte og helt grønne skud. Et fænomen jeg har gået og undret mig over. De sorte blade pynter jo ikke ligefrem. Men da rosen jo er næsten stedseblomstrende og har en helt fantastisk, meget kraftig duft, som jeg i høj grad værdsætter, så har jeg levet med dens stråleplet en de mas.
Men nu forsøger jeg, som Ejnar siger. Helt i bund nu, efter første blomstring. Og jeg kan se nye friske skud helt nede fra allerede nu, imens jeg beskærer dem. Så klipper jeg alle omkringstående storkenæb ned, så rosen får en chance, og fjerner alle rosenblade fra jorden. Nu er det også meget nemmere, at give bedet et eftersyn for ukrudt, så det er en ekstra bonus. Til næste år er det spændende, om jeg for første gang undgår stråleplet i mine Rose de Rescht. Sikke et eksperiment! Det føles helt forkert, at gå og beskære roser på denne tid af året. Men Ejnar fik, ligesom på rosenseminariet, rokket ved min tro på, at der kun er en rigtig måde, at gøre tingene rigtigt på.
Fra Ejnar Jørgensens have på Kegnæs, kørte vi videre til Marianne og Kurts have i Frederiksgård, ved Augustenborg.
Deres have skal, ligesom Ejnars have, være besøgshave i forbindelse med The 18. world rose convension "a fairytale of roses", som rosenselskabet har fået til Danmark til næste år. Det bliver et kæmpestort arrangement. I den forbindelse kommer der busser med rosenentussiaster fra hele verden og ser deres have. Dels kommer der nogen undervejs til København, dels kommer der nogen på vej hjem. Så langt som fra Australien, er der allerede kommet tilmeldinger fra.
Fordi Marianne og Kurts have er en del af det store arrangement, er haven dels ved at blive gjort klar i form af alverdens nye projekter, som de meget modigt har kastet sig ud i. Ikke bare et men flere, og flere af dem ret store..... Dels skal der være noget at se og opleve til næste år. Og derfor har jeg lovet Marianne, at jeg kun ligger ganske enkelte billeder ud på min blog.
Haven er fyldt med smukke detaljer og fine løsninger.
Det er en kæmpe stor, overdådig rosen og staudehave, som er meget romantisk.
Her er en terrasse med roser hele vejen rundt om.
Efter vi havde set haven, blev vi inviteret ind i den søde Rosen Café, som er indrettet i hele den ene længe af deres hus. Her er næsten alting dekoreret med roser og ligeledes meget romantisk. Og super hyggeligt. Tusind tak fordi vi måtte se jeres vidunderlige, overdådig og helt fortryllende romantiske have. Og tak for lækkert kagebord. Jeg glæder mig til at komme igen til næste år, for dette er en have jeg ville kunne nyde i dagevis, så jeg fik slet ikke nok. Så dejlig en have var det. Suk.... SÅ smukt og mange dejlige detaljer. Jeg fik mange idéer med hjem til indretningen af min egen have.
Har du lyst til at se og læse lidt mere om Marianne og Kurts have, så læs i det nyeste nummer af Haven. Her har Marian Haugård Steffensen skrevet en artikel, der hedder "Romantikken blomstrer i den gamle slægtsgård". (Meget passende titel, ikke?!?!)
Marianne og Kurt holder ikke åben have i år, da de som sagt har travlt med, at forberede haven til næste år. Men til den tid, vil jeg absolut opfordre dig kære læser, til at aflægge deres fantastiske have et besøg. Så fat papir og blyant, og skriv det bag øret. Det er en stor oplevelse der venter dernede. Jeg håber mine billeder giver et lille indtryk, selvom de slet ikke yder haven retfærdighed.
